Når det kommer til vores generelle velbefindende, så er det vigtigt at fastholde en sund vægt. At have en sund vægt nedsætter risikoen for diabetes, hjerte-kar-sygdomme og kræft markant. På samme tid har en sund vægt en positiv indflydelse på vores mentale sundhed. Men vidste du, at vægten også har stor indflydelse på gigtsmerter? 

Her får du nogle gode grunde til at fastholde en sund vægt når du har gigt: 

Hjælper med at nedsætte smerter. Mange studier har vist, at et vægttab har en positiv indflydelse på gigtsmerter. Et studie fra 2018 viste, at jo mere vægt forsøgspersonerne tabte, jo færre smerter havde de. Studiet fulgte ældre patienter med slidgigt i knæene, som også var enten overvægtige eller svært overvægtige. Man fandt frem til, at et større vægttab resulterede i færre smerter end et mindre vægttab. Et vægttab på 10-20 % af kropsvægten havde større indflydelse på gigtsmerter, funktionsniveau og livskvalitet end et vægttab på blot 5 % af kropsvægten havde. 

Mindsker inflammation. Fordi fedtvæv er aktivt væv, som producerer og frigiver proinflammatoriske cytokiner signalmolekyler i kroppen, vil et vægttab hos en overvægtig person automatisk resultere i mindre inflammation. En artikel fra Autoimmunity Reviews, udgivet i 2018, forklarede hvordan overvægt kan aktivere og fastholde inflammation i kroppen. Denne type inflammation kan så gradvis øges og således forværre autoimmune sygdomme såsom leddegigt, psoriasisgigt og lupus, samt deres forbundne følgesygdomme, herunder hjerte-kar-sygdomme.  

Nedsætter sygdomsaktivitet. I et studie fra International Journal of Rheumatology, der blev publiceret i 2018, stod det klart, at overvægtige eller svært overvægtige gigtpatienter, som tabte sig mindst 5 kilo havde tre gange større chance for at opleve nedsat aktivitet i deres gigt, sammenlignet med patienter, som ikke havde et væggttab.  

Mindsker belastningen på leddene. Et studie som blev publiceret I Artritis & Rheumatism viste, at overvægtige og svært overvægtige slidgigt patienter, som tabte sig knap et halvt kilo 453 gram havde ca. 1,8 kilo mindre belastning på deres knæ. Det svarer til, at et vægttab på 10 kilo fjerner ca. 39,6 kilo belastning fra vores knæ.  

Jeg har selv oplevet gigt med en vægt på både 53 kilo og 104 kilo og der er ingen tvivl om, at de 53 kilo er væsentligt mere behagelige for mine knæled, hvilket jo ikke er så underligt når man nu ved, hvor meget belastning et vægttab fjerner. 

Øger chancen for remission. Patienter med leddegigt eller psoriasisgigt, som er overvægtige, har mindre chance for at opleve minimal sygdoms aktivitet eller decideret remission. Det konkluderede et studie fra 2017, som fulgte 3.000 leddegigtpatienter. Studiet fandt frem til at overvægtige personer havde dårligere odds sammenlignet med ikke-overvægtige personer når det kom til både at opnå og fastholde remission i deres gigtsygdom.